Det er søndag morgen 9. oktober 1904. I leiligheten i Losjeplassen 7 står Anton Brask Rustad og familien tidlig opp. Høstdagen skal tilbringes utendørs, og Gjevlekollen på Liers tak er målet for turen. Det er riktignok et stykke dit, men med tidens topp moderne kommunikasjoner vil første del av turen gå både raskt og behagelig. Mor lager niste, far låser ytterdøra; familien er klar for tur.

Gjevlekollen (602 moh) og varden

Det er en godt motivert liten flokk som ankommer med tog fra Drammen til Lier stasjon kl. 8.20. Der forventer flokken å få stige på Lierbanen som var åpnet i juli samme år, og omgående reise videre fordi det ankommer tog også fra Kristiania på samme tid. Men nei, servicen ligger nede denne høstsøndagen. En time seinere skal det komme enda et tog fra Kristiania. Lierbanen til Svangstrand kan ikke avgå før også dette er kommet. Der står redaktør Rustad i Drammens Blad, hans kone Alette samt barna Sigrid (14), Albert Fredrik Wilhelm (13) og Astrid (11). Redaktøren freser.

Men dette er folk som har vent seg av med å kaste tiden bort; de legger i vei til fots. På Egge stasjon tar toget dem igjen, og de stiger på. På Muggerud stasjon går de av for å spasere kvarteret opp til Vefferstad. Heller ikke i skogen sløser familien bort tiden. Fra Vefferstad bruker familien om lag 1 ½ time til topps. – Denne flokken må ha gått i motbakke før.

Far sjøl hadde vært der tidligere, men tross oppgavens erklærte umulighet stjal han seg likevel til å male landskapet i en etterfølgende artikkel i avisen sin. (Artikkelen er gjengitt i sin helhet nedfor.)

Men på kollens navn ofret han ikke en tanke; det hadde vel sin forklaring. Så gjør vi det i stedet, stanser ved dette ganske gåtefulle navnet – Gjevlekollen, hvorav det selvfølgelig er førsteleddet som tiltrekker seg vår oppmerksomhet. Gjevle- pirrer nysgjerrigheten. Ethvert navn har en opprinnelse, en bakgrunn, en tolkning. Tanken leder hen til det svenske bynavnet Gävle som må antas å være samme navn, men som vel uttales med lengre stammevokal. I Svenskt Ortnamnlexikon (Uppsala 2003) heter det i norsk oversettelse at «ved tolkningen av Gävle har man gått ut fra at de bratte elvebreddene ved Gavleån nær Gustavsbro kalles for gavler. Dette får støtte av det gamle bronavn Gavelbro(n), ‘broen ved gavlene’».

Med dette trer gavl fram som et sentralt ord, og Norsk riksmålsordbok forklarer det slik ‘tverrvegg for enden av et hus (særl. den øverste trekantede del mellom de skrå takflater)’. Da kunne man tenke seg at Gjevlekollen fra en eller annen posisjon har gitt navnesetteren en assosiasjon til denne trekantede, opprettstående flaten – og så ha sagt seg for nøyd med det.

Gjevlekollbua oppe på toppen ligger i Finnemarka naturreservat i Lier. Hytta ble offisielt åpnet i mai 2018.

Men så lett er det ikke å få kontroll på ordet. Gavl sparker kraftigere fra seg enn som så. Språkgranskeren Hans Ross forklarer i sin tungvektige «Norsk Ordbog. Tillæg til ‘Norsk Ordbok’ af Ivar Aasen» (1895) at gavl også er brukt i folkemålet om «4) en kort bergvegg som forbinder to jevnløpende lengre bergrygger, 5) forsiden av en naturlig jordbenk (terrasse); også terrassen selv».

I Nordre Land ligger gården Gjevle, som på våre kanter vel ikke vekker annen interesse enn den som knytter seg til navnet. Den lokale bygdebokforfatterens tolkning tar utgangspunkt i Hans Ross’ opplysninger om at ordet kan bety ‘forsiden av en terrasse; også terrassen selv’ og skriver følgende: «Navnet har antagelig vært ‘Geflin’, der siste ledd i navnet er -vin, som betydde naturlig eng, og første ledd er antatt å være ‘gafl’ i betydningen terrasse – altså ved rydningen engeland beliggende på en jordterrasse.»

Borkebrenna (400 moh) er ei stor flate beliggende i Gjevlekollens nordøst-side. Foto: Håkon Knappen

Hvordan passer dette med Gjevlekollen? Ikke så dårlig. Slipper man seg til fots ned fra toppen av kollen, i nordøstlig retning, lander man et stykke nede på en stor flate, kalt Borkebrenna eller også Børkemoen på bygdetale. Videre i samme retning faller terrenget ytterligere ned mot Solbergelva. Er det nettopp denne flate moen som er terrassen, og skråningen nedenfor som er forsiden?

Siden Hans Ross’ murstein ennå ikke var blitt folkelesning i 1904, må vi tro det nok var andre temaer enn dette som styrte samtalen i familien Rustad da den utpå ettermiddagen satte kursen hjem igjen til Losjeplassen etter en flott dag på Liers tak.

Anton Brask Rustad

Redaktør og forfatter, født i Asker, hvorfra han kom til Drammen. Fra 1895 til 1903 var han redaktør av Drammens Tidende. Deretter redaktør av Drammens Blad til 1915. Han var aksjemegler i tiden 1915-1917. Så var han på nytt redaktør av Drammens Blad i perioden 1920-1922. Han har utgitt en rekke bøker, hvorav Skogerboken er den vi nok kjenner best til i dag. Rustad var altså temmelig nyansatt som redaktør da han skrev og satte artikkelen nedenfor på trykk i sin avis.

Familien Rustad:

Forsørger Anton Brask Rustad, f. 19.4.1860, d. 8.3.1946

Ektefelle Nancy Alette Husberg, f. 2.11.1868

Datter Sigrid f. 5.9.1890

Sønn Albert Fredrik Wilhelm Rustad f. 12.8.1891

Datter Astrid Nancy f. 24.12.1892

Datter Borghild Edit f. 3.4.1900

Data om familien er hentet fra Digitalarkivet.

*****

Fra norgeskart.no

Drammens Blad 11. oktober 1904

(Avskrift, rettskrivningen er beholdt)

Paa Jevlekollen.

Den nye Lierbane har mer end nogen af Byens andre Kommunikationslinjer aabnet Adgangen til mange interessante Punkter i det Strøg, der man betegnes som dens nærmeste Turistegn, og til hvilke man kan klare sig med en enkelt Dag til en Tur frem og tilbage.

Vi tog afsted Søndag Morgen med Jevlekollen som Maal. Til vor store Ergrelse er jo Lierbanens Rute ordnet saaledes, at trods der Kl. 8.20 til Lier Station kommer tog baade fra Drammen og Kristiania, saa giver Lierbanens Tog sig ugeneret til at vente paa nok et nyt Tog fra Kristiania for saa først at gaa afsted Kl. 9.20. Sidestykke til Jernbaneordning tror vi ikke, at der findes i Landet, og det er klart, at den anvendelse, Drammenserne vil gjøre af Lierbanene, naar den ikke længer har Nyhedens Interesse, af denne Grund vil blive meget betydelig begrænset.

Vi var saa misfornøiede over dette Stel, at vi for at have noget at fordrive Tiden med ligesaagodt spadserede til Egge og gik paa Toget der. Herfra er der vel et Kvarters Vei op til Gaarden Vefferstad lige under Aasen paa Vestsiden, og forbi en liden Kalveløkke ovenfor Gaarden gaar der en tydelig Gangsti ret op paa Toppen af Jevlekollen. Veien er meget let at finde, naar man først jar faaet Tag i den, da der ikke findes Sideveie. Til Jevlekollen er det ligefrem umuligt at gaa galt, brugte gamle Veffersta’ at si.

Fra Vefferstad og op paa Toppen er der ca. 1 ½ Times Vei; der er lidt stærk Stigning til at begynde med; men siden gaar det jævnt opover, omtrent som efter Veien til Landfaldtjern. Man har en smuk Sti, der for det meste fører gjennem tæt Skog og blot hist og her giver et Udsyn ned i Lierdalen, over til Rustan i Asker og til Krogskogen og Nordmarken.

Saa med et dukker der frem en ganske stor, fullstendig skogbar Kolle med en rund Stenvarde paa; lige ved er der et lidet Tjern. Man er nu oppe i en Høide af vel 1900 Fod eller 5-600 Fode høiere end Konnerudkollen, og rundt om finder man Dvergbirk og ren Høifjeldsflora.

Jeg har før været oppe paa Toppen tidligere paa Sommeren; men jeg havde ikke da den Glæde af Turen som igaar. Med det samme vi kom ud af Skogen og frem på Høiden var vore Øine vendte mod Nordevest, og den Retning saa vi pludselig gjennem den høstklare Luft store milelange Høifjeldsvidder dækkende af drivende hvid Nysne. Det var et Syn der virkede rent høitidsfuldt og betagende.

Ret i vest laa Blefjeld, der her ovenfra sees at ligge høit og frit; det var snedækket fra Toppen og rimeligvis et halvandet Tusind Fod nedover; videre strakte sig Snedækket sammenhængende nordover alle Fjeldene mellem Numedal og Telemarken; først kom Synhovds kjendte runde Kolle ovenfor Sørkjebu, hvor Nansen har sin Sæter, og derfra fortsatte Snefladen sig over Eidsfjeldet, vest for Norefjord og videre opover Opdalsfjeldene. Fjernt i nordvest laa der en vældig hvid Ryg, der neppe kunde være andet en Hallingskarven seet i Reting over Dagalids og Skurdalens Forsænkning. Mere ret i Nord havde vi Norefjeld. Hele dets Ryg var en sammenhængende hvid Flade ligefra Augunshaug til Høgevarde; vi kunde tydelig følge hele den lange bølgeformede Fjeldryg, som vi kjendte saa god fra i Sommer. Hvad vi saa, var ikke enkelte hvide Toppe men vældige Fjeldstrækninger paa mange Kvadratmile, hvorover Nysne havde bredt et Teppe, der i Solen og den vidunderlig klare Høstluft skinnede jomfrueligt skjært og hvidt, saa ingen Malers Pensel kan gjengive det og heller ingen Pen beskrive det.

Vel kan der findes endnu meget mere storslagne Udsigter, – selvfølgelig; men dette Punkt, som det her gjælder, kan naaes [på] tre Timer, efterat man har forladt Lier Station – deri ligger Pointet, og Udgangen er saa let, at to Smaajenter og en Gut i 12-15 Aarsalderen gjorde Turen med.

Selvfølgelig ser man fra Jevlekollen meget andet. Man ser det meste af Liers og Modums Finnemark, – Granskog i store Vidder, Tjern, Myrer og Elveløb. I Solbergelven saaes Hr. Brugseier Stibolts store Damarbeider. Nedenunder har man Sylling og Holsfjorden; længere borte Skogene mellem Lier, Asker, Aker, Bærum og Ringerike med Gaarde og Sætervolde indimellem, Voxenkollen, Holmenkollen, Frognersæteren, Næsoddlandet. Sydover sees hele Liers Dal med Drammensfjorden. Ret i Øst har man den svære og her paa Østlandet enestaaende Fjeldkløft indenfor Asdøl.

Veiret var lidt skarpt paa Toppen; men nedenunder den holdt vi os skadesløse ved et lidet Baal og en Kaffekjedel.

{A.B.R. (Håndskrevet signatur i faksimile)}